Om mig

Kommende eksistentiel og oplevelsesorienteret psykoterapeut
3. års psykoterapeutstuderende: Jeg har valgt at uddanne mig inden for eksistentiel og oplevelsesorienteret psykoterapi.
Eksistentielt fordi jeg inspireres af menneskelige relationer og vores fælles grundvilkår. Liv, død, frihed, ensomhed, mening og valg, de store spørgsmål, der leder os hver især til at vælge eller ikke-vælge det liv, vi ønsker at skabe og leve.
I det oplevelsesorienterede bringes opmærksomhed og nærvær i nuet ind i kroppen, følelser, sansninger, relationer og rummet.
Feltet, hvor vestens psykoterapi og østens visdomstraditioner mødes, inspirerer mig til at gå på opdagelse i både den indre og den ydre verden.
Tre ting om mig som terapeut:
Fordomsfri – fordi vi alle er forskellige på hver vores unikke måde. Jeg møder dig med anerkendelse og en åben nysgerrighed, og giver dig plads og ro til at du kan finde ud af, hvad der er vigtigt for dig lige nu og derigennem måske finde vej hjem til dig selv.
Personlig udvikling – jeg tilbyder at følges med dig et stykke af din vej. Med mange års fokus på selvudvikling, meditation og terapi har jeg gået noget af vejen selv. Vejen, der i min forståelse af livet og eksistensen er lige så lang, udfordrende og givende, vild og stille som livet selv.
Jeg tilbyder ro, nærvær og langsommelighed – så du kan mærke dig selv og bare være i og med øjeblikket, i både stilhed og storm. Plads til at finde og give udtryk for dine inderste drømme og ønsker.

Her lader jeg op:
Musik, natur, østens visdomstraditioner, shamanisme, foto, rejser, kirtan (chanting) og meditation har altid haft stor betydning for mig. Det er der, og især i musikkens verden, jeg finder ro, dybde og lader op. Der jeg finder tilbage til mig selv, tilbage til ro og bevægelse.
Uddannelser
- 2024-2027 Psykoterapeut grunduddannelse + overbygning på SEOP (Eksistentiel og Oplevelsesorienteret Psykoterapi)
- 2023-2024 Psykoterapeut grunduddannelse på Tobias-skolen (Spirituel integrativ krops- og psykoterapi)
- 2008-2013 Folkeskolelærer (Frederiksberg Seminarium)
- 2002-2005 Facilitator i Holotropic Breathwork (Transpersonlig psykologi) GTT – Grof Transpersonal Training (i Danmark og USA)
- 1999-2004 Medicinsk Urteterapeut (Medical Herbalist) – Skolen for medicinsk urteterapi v. Ken Lunn (i Danmark og England)
- 1997-1999 Qi Gong-instruktør (i Danmark og Kina)
Relevant erhvervserfaring
- 12 års erfaring som speciallærer for børn og unge med autisme, ADHD, angst m.m.
- Workshops som facilitator i Holotropic Breathwork
- Arbejdede i helsekostforretninger som Medicinsk urteterapeut (Medical herbalist)
- Forskellige bosteder, børnehave og fritidshjem på specialområdet (autisme, downs, angst, tourette, ADHD, OCD m.m.)
- Har undervist unge i mindfulness meditation og afspænding
Konferencer og kurser
- Psykologi, antropologi og shamanisme (i Mexico, USA, Schweiz, Holland, Danmark og Sverige)
- Meditation, qi gong, yoga m.m.
- Børneyoga og -mindfulness (Blå Himmel Yoga)
- Relationskompetence ICDP
- Scandinavian Center for Shamanic Studies
- Makrobiotik v. Michio Kushi (i Holland)
- Vipassana meditation (Phendeling)